Mocky - bleg soul

Flere og flere kunstnere både synger, spiller og producerer deres eget musik. Imponerende i sig selv, men ikke et ubetinget kvalitetsstempel. Ikke alle har Pharrels talenter. Men Mocky vil gerne gøre ham kunsten efter. Canadierens tredje album er mestendels poppet soul, men også dele af den brogede indie-klan, hiphop-hjemmedrengene og de afslappede elektroniske lyttere kan alle finde sporadisk glæde.

Mocky synger og rapper sig gennem albummet med sin soulede stemme, der kan være både smuk og smeltende. Men farlig, dristig og inciterende er den ikke. Så er der mere bid over produktionerne. Åbningsnummeret, 'Tears of Joy', er opløftende soul, 'Animal' er funky psykedelisk, nærmest George Clintonsk, og 'In the Meantime' med Jamie Lidell er tilbagelænet og timet hiphop. De er ubetinget perlerne på et album, som ellers består af for meget soul, lidt velkendte hiphop-beats og slappy bas. Her er lyd fra det nordlige Afrika, lidt latin, lidt jazz, lidt funk, lidt kedeligt.

Mocky er det seneste skud på stammen af blege mennesker, der slår sig på soul. Og når Eminem kan blive den største inden for hiphop, kan Mocky vel gøre det tilsvarende. Vejen er lang endnu, men dropper Mocky det forudsigelige, kan det blive virkelig godt. Det er det ikke nu.