Kira & The Kindred Spirits - med fynd og klem

Om ikke væltet omkuld, så i hvert fald blæst godt over ende bliver man af Kira & The Kindred Spirits nyeste og selvbetitlede udspil. Her er syngende lussinger, der smælder og giver genlyd. Her er amerikansk guitarbaseret rock, her er akustisk instrumentering, og her er smæk for skillingen.

Indsvøbt i en enkel og ukunstlet rockopsætning får vi fortalt sange om den bristede kærlighed. Der bliver slået op, og man bliver slået ud, men Kira nægter at blive liggende. Hun kommer op og giver igen med en fandenivoldskhed, der sjældent er set på den danske musikscene.
Af sine lungers fulde kraft slår hun fra sig, men samtidig med en sårbarhed, der er til at tage at føle på, som eksempelvis i åbningsnummeret 'You Didn't Call'.

Især de sange, hvor Kiras vokal er i centrum uden nødvendigvis at være akkompagneret af de store krummelurer, fungerer fint. Kira kan sagtens gøre indtryk, selv om hun ikke hviner eller raser, hvilket høres i sange som 'Hand of Faith' og 'Something To Do'. Albummet igennem suppleres hun fornemt af resten af truppen, der med tæft lægger energi og følelse i samspillet.

Kira & The Kindred Spirits' udtryk er stadig ærkeamerikansk, og musikalske revolutioner kommer ikke på tale. Men mindre kan også gøre det. Kira snor lytteren om sin lokkende rødlakerede lillefinger, og det er svært ikke at lade sig forføre.