Juncker - et blik kastet bagud

"Uden dæmonerne er vi slet ingenting. Det spændende er, hvordan vi tackler dem", skriver Christian Juncker på sin hjemmeside. Et udsagn der på alle måder afslører temaet på gruppens album nummer to - en let rablende kredsen omkring opvækst, tidens spor og små eksistentielle opgør. Dette er et blik kastet bagud af en skråsikker musiker, der ikke er bange for at gå i spåner foran lytteren.

Med andre ord, der er en udpræget nostalgisk stemning på 'Det Sorthvide Hotel', ikke bare i de dansksprogede tekster, der med en klump i halsen betragter livets begivenheder indtil nu, men også i musikken, som låner fint fra både 70'ernes lune sangskriverlyd og 80'ernes naive, men kontante poprock.
Når det virker bedst, bruser melodierne af mild og ren arrogance, og når det ikke virker, lyder det som noget, der er formstøbt til at gå et par runder i døgnflueæteren og ikke meget mere.
Heldigvis er samarbejdet mellem Christian Juncker og Jakob Groth Bastiansen så nysgerrigt, at langt de fleste numre fungerer glimrende, og selvom der ikke rystes musikalske grundvolde, så er udtrykket ærligt og charmerende nok til at trykke på et eller andet inde i én. Ikke mindst på grund af Junckers venlige og alsidige sangstemme, der nok skal resultere i et fanbrev eller to.

Når man hører numre som 'Det Sorthvide Hotel' og 'Lille splint i fingeren', er der ingen tvivl; med den form for sangskrivning er det junckerske univers sikret en udmærket plads i den store, kosmiske pladesamling.