Prince - tilbage på tronen med gamle kneb

Efter en årrække med pladeselskabsbøvl og identitetskrise er den maniske energi og alsidighed igen tøjlet, og den beskidte og sex-lystne funk er tilbage på Hans Funkelige Højheds 17. album.

Det lyder som om, Prince har pustet støvet af sine George Clinton P-funk plader og samtidig luret de seneste års stærke producer-teams af. Resultatet er blændende på poppens præmisser. Hvis man kan lide hans hits gennem tiden, er der gennem hele pladen et højt niveau fra samme skuffe. Men for dem, der lærte at elske prinsen for hans eksperimenter ud i nye områder, vil pladen nok skuffe. Thi, hans forbandelse er jo netop at være fanget mellem de to poler.

Når det er sagt, så skru helt op og nyd da for søren bare funken. Det er stramt og svedigt fra titelnummerets weird-funk, over baggårdspuma-sangen 'Lolita' til den afsluttende 'Get on the Boat', hvor Maceo Parker blæser funkhuset omkuld. Bedste nummer er dog uden tvivl 'Black Sweat', der lyder som om, Dr. Dre og hele vestkysten har været til fest i producerrummet.

Hvor lyden til tider svøber sig meget om fortiden, er produktionen heldigvis frisk og nutidig. Ellers kan man kun beklage brugen af Vocoder (Cher-tricket) i den ellers udmærkede 'Incense and Candles', Santana-guitaren i 'Fury' og Princes forsøg udi at agere rapper. Balladerne vokser og er gode, uden at være blændende - velplacerede pauser på en funky up-tempo plade.