Quasi - lokket mod langhårede minutter

Quasi! - Et herligt larmende og legeglad idébombardement mod rockens klicheer. Rødderne vokser i amerikansk indie a la Sonic Youth og doven stonerrock, men suger også psykedelisk næring til sig i retning af tidlig Pink Floyd. Vigtigst af alt kan bandet skrive sært iørefaldende melodier, der, i munden på Sam Coomes høje morgenhæse stemme, ikke har svært ved at lokke lytteren ind i de mere langhårede minutter på 'When the Going Gets Dark'.

Som når nummeret 'Beyond the Sky' åbner op med en drømmende dejlig duet, der svæver rundt mellem sfæriske keyboardflader, for så senere at glide ind i en mange minutters lang og syret Stanley Kubrick-agtig rumrejse ude på den anden side af himlene. Eller når et nummer som 'The Rhino' indledes og afbrydes af tromlende rock-trommer, mens klaverkaskader løber løbske rundt i forvirringen.

Quasi, der bare består af Sam Coomes på sang, guitar og tangenter og Janet Weiss på trommer og kærligt kor, er heller ikke blege for at lege sig ud i lange instrumentale passager med guitarer på kanten af feedback og mystiske orgler.
Bandets mesterlige melodiske færdigheder kommer til sidst klart og nøgent frem, når de slutter dette deres sjette album med duetten 'Invisible Star', hvor en bævrende tremolo-guitar og et par dybt rungende bækkener er det eneste akkompagnement. Hatten af for en sjældent vellykket mangfoldighed.