epo-555 - berusende blandingsprodukt

Lad os bare få hældt småstenene ud af sutskoene med det samme. Sidste halvdel af epo-555's andet album står ikke helt så stærkt i billedet som de første seks sange. Det kniber ganske enkelt med at holde pusten oppe efter det flotte udlæg. Og selv om vokalarbejdet for det meste står sig umådeligt godt til musikken, så kan man indimellem godt savne lidt mere temperament og vovemod i den afdeling.

Se, det gjorde godt og så ikke flere forbehold overfor 'Mafia'. Kvartetten har manifesteret og videreudviklet deres støj og elektronik-(de)konstruerede indiepop i en sådan grad, at det nu til dags forekommer såre naturligt af snakke om en særlig epo-lyd. Den holdes oppe af et væld af eksperimenter og indfald, der insisterer på at få lytteværdige sange ud af anstrengelserne. Som nu den charmerende 'Hyperschlieb', der importerer en herligt afvæbnende guitarsolo fluks fra øvelokalet. Og så er der den episk-melankolske støjserenade 'Pizza Tintin', hvor gruppen med et trylleslag og lidt hjælp fra en trommemaskine fuldstændig umærkeligt sprinter over i den anderledes up-beat 'Tess La Coil'.

Idéerne får ben at gå på, og der er ingen slinger i valsen. Måske er det i disse for eksporten så drøje tider på sin plads med opfordringen: Køb dansk! Eller snarere: Snup et skud epo! For 'Mafia' er et ofte berusende blandingsprodukt uden besk eftersmag af den ene eller anden slags.