Ariel Pink - skramlet lofi-pop og mundtrommer

Hvis man ikke kan spille trommer, så kan man jo bare bruge munden i stedet. Det gør amerikanske Ariel Pink på forunderlig vis i hvert fald på sit tredje album, 'House Arrest'. Hele albummet er indspillet på en 8-spors båndoptager, og produktionen er underspillet og nærmest for gennemført skrabet i lyden. Men stadigvæk er pladens 12 sange fyldt med forunderlige detaljer, og sangene er spillet med stor opfindsomhed og idérigdom.

Pink lægger ud med tre perler på stribe - 'Hardcore Pops Are Fun' og 'Interesting Results' kunne begge være glemte outtakes af den glade slags fra en svunden tid, hvor ekkoet af The Beatles eller The Byrds ringer klarest. Mens 'West Coast Calamities' er som en solnedgang ved Venice Beach med surfbrættet på bagsædet i en Beetle konvertible med en mikro-intro fra netop The Byrds-klassikeren 'Turn! Turn! Turn!'.

Den start er svær at efterleve, og i stedet for at prøve det, skifter Ariel Pink konstant spor. Det bliver 'weird', trodsigt og til tider nærmest fuldstændig over grænsen for, hvad man kan kapere. Amerikanerens opfindsomhed kan der ikke sættes en finger på. Selv om referencerne er der, er han bestemt ikke en del af en strøm, men helt sin egen herre. Han får forunderligt meget ud af ganske lidt, men de mange ideer på en gang bliver i længden for meget. Man skal være i et ganske specielt humør, for at være med på den galej hele vejen.