Loney, Dear

Svenskerne kan altså noget med gode sange og inciterende melodier. Hørt før? Ja, så er det nok fordi, at utallige danske musikanmeldere nærmest har fået dette som et mantra. Og godt nok har mantraer det med at blive selvforstærkende og ude af trit med virkeligheden, men nyeste skud på stammen, Loney, Dear, giver det kun yderligere næring. De KAN altså noget helt specielt de svenskere.

Denne gang manifesteret med albummet 'Sologne', som er fyldt til randen med smukke og dragende sange, skrevet og leveret af Emil Svanängen, som i flere år har indspillet sine plader så spartansk som muligt i sin lille lejlighed eller forældrenes kælder.

Svanängen besidder en smuk, intens stemme ladet med patos, der dog aldrig kammer over i ulidelig selvmedlidenhed, fordi der hele tiden anes en legesyghed og glæde i de musikalske udfoldelser, der tager udgangspunkt i singer/songwriter-genren, men alligevel er spækket med finurlige detaljer og forskelllig instrumentering.

Loney, dear barsler allerede med nye pladeprojekter og dette album er da også en genudgivelse, men ikke desto mindre et godt sted at fortsætte for kendere og fans af svensk musik samt et godt startpunkt for alle, der sætter pris på musikalsk glæde og udfoldelse. Og mon ikke det er denne glæde ved musikken, der er en af hemmelighederne bag de seneste års utallige succesfulde svenske bands.