Martin Hall - fra et hjem med klaver

Den hyperaktive multikunstner Martin Hall har i snart tre årtier fyret sin egen personlige kulturkanon af både til lands, til vands og i luften - eller rettere i ord, i billeder og i lyd. 'Facsimile' er den 42-årige excentrikers første soloalbum i syv år. Men i modsætning til 'Adapter' fra 1999 er der ingen perlende popmelodier på hans nye værk, der i stedet indeholder dekadente og desinficerede klaver-kompositioner, indspillet med lyddæmper og med en skrøbelighed som krystalglas, der enkelte gange eksploderer som nitroglycerin i melodramaer af melodi.

Med få instrumentale mellemspil danner albummets ti musikalske molekyler tilsammen en følsom orkestral helhed, hvor Halls anæmiske sang akkompagneres af sparsomme piano-passager, violin og kontrabas, skramlet pickup-støj og blandede elektroniske bolsjer og beats. Med primære musikalske bidrag af guitaristen Johnny Stage og Halls husorkester, The Vista Dome Ensemble, høres der flere steder reminiscenser af den sagte symfoni på førnævnte 'Adapter' og lydsporet til 'Kameliadamen' fra 2002.

Derfor når originaliteten ikke helt samme stratosfæriske højder som tidligere i karrieren - lige bortset fra den avantgardistiske finale 'Tu es mon image', der er spillet, arrangeret og produceret af electronica-ensemblet Efterklang. Med en frankofil Martin Hall i forgrunden for elegisk elektronik og harmonier af harpe og harmonika, fremvises en frugtbar fællessang, der efter syv minutter ender i et sonisk skybrud af støj - og sult efter mere samarbejde mellem duksen og hans disciple.