The Breakers - et godt gammelt grin

Jeg kan lige så godt indrømme det med det samme; jeg havde håbet, at jeg havde en mulighed for at slippe af med alle mine januarfrustrationer i denne anmeldelse. Men det ville faktisk være uretfærdigt at lade anmelderens dårlige vinterhumør gå ud over 'Here for a Laugh' - for det københavnske band har faktisk ændret sig til det bedre siden deres mindre vellykkede to år gamle debutalbum 'What I Want'.

Det første, der springer i ørerne er sanger Toke Nisteds stemme. 'Det er s'gu da Rod Stewart' er det nærliggende at sige, for han lyder MEGET som manden med 70'ernes længste nakkehår. Især nummeret 'Tried so Hard' kunne godt være en forsvundet sang med The Faces.

Men 'Here for a Laugh' viser et overskud af gode melodier med tyk inspiration fra engelsk og amerikansk start-70'er-rock og fra mod'ens mere poppede hjørner. The Breakers har fået Billy Cross til at indtage producerstolen - måske fordi han kan huske, hvordan man gjorde 'dengang'. Det er i hvert fald rigtig god overensstemmelse mellem musik og lyd på pladen. Det er en festlig rejse gennem de gamle vinyler, man havde glemt, at man havde. De er stadig fede, om end lidt slidte, både fysisk og musikmæssigt.
De fleste af numrene er værd at danse til, også 4. gang man hører pladen, men de sidder desværre ikke fast i ørerne bagefter. Der er for meget 60'er-70'er-jamband over albummet til at det bliver mindeværdigt, men derfor kan den stadig få en vintersur anmelder til at grine.