Zu - ufortyndet urkraft

Normalt, når jeg tænker på cross-over jazz, er det folk som Johannes Enders og Bugge Wesseltoft, der først kører ind på lystavlen: musikere med et melankolsk, eftertænksomt og først og fremmest elektronisk lydunivers. Men tror man, det er elektro, man skal udsættes for med italienske Zu's nye "The Way of the Animal Powers", ja så tager man slemt fejl.

Godt nok er Zu cross-over, men det har intet med elektronisk musik at gøre. 'The Way of the Animal Powers' er, så vidt jeg kan forstå, inspireret af titlen på en bog af den amerikanske religionsforsker, Joseph Campbell. Campbell var interesseret i ideen om monomyten - teorien om, at der under alle verdens religioner er de samme grundlæggende strukturer på spil. Og parret med Zu's rockinspirerede, anarkistiske og free-jazzede lydunivers, forstår man udmærket, hvad den italienske jazz/rock-gruppe har gang i på deres nye plade: Musikken er en urkraft, og her udfoldes den i en oprindelig, uforfalsket og 100 procent ufortyndet form.

Lyden på 'The Way of the Animal Powers' er rå, brutal og ekvilibristisk: distortet bas, skrigende saxofoner, og en langsom, hypnotisk fremdrift som fra et eller andet obskurt stammeritual. Alt sammen bringer det tanken hen på rigtig god, gammeldags rock fra den tid, hvor forsangere hed Morrison til efternavn, var iført læderbukser og var fuldt og fast overbevist om, at de gennem deres musik var i gang med at føre verden ind i en ny bevidsthedstilstand. Forfriskende, overraskende og fedt.