Kashmir - et modent bands triumf

Kasper Eistrup har skrevet sangene til Kashmirs nye album på el-guitar, og det kan mærkes. Det er et hårdere, mørkere og mere kompromisløst album, den sammenspillede kvartet har begået. Væk er de oplagte syng-med-sange, såsom 'Rocket Brothers' og 'Graceland'. Et modigt, men også klogt valg, for Kashmir kan sagtens lave ørehængere uden popskabeloner.

Det støjende og mørke udtryk står i gunstig kontrast til den spilleglæde, der sprudler ud af bandet gennem instrumenterne. Måske det er den velrenommerede producer Tony Visconti, der har løftet stemningen og antændt den gnist, der brænder gennem hele albummet? Der er i hvert fald sket noget med gruppen, der ikke blot udstråler vilje, men også virker mere afslappet og voksen.

Et grandiost eksempel er åbningsnummeret 'Kalifornia', hvor det straks mærkes, at hele holdet er taget af sted sammen i en kæmpestor cruiser, der rumler gennem barskt og dragende landskab, som godt kunne ligge tæt på skyggesiden af tilstanden California. Eistrups stemme rammer køligt, afslappet og selvsikkert lytteren i ansigtet, mens Tunebjerg, Techau og Lindstrand holder os fast i en stram instrumental sikkerhedssele på bagsædet. Det er som om, Kashmir denne gang helt afstår fra at løbe efter succes, men i stedet venter med sindsro på at blive omfavnet af den. Charmen ved denne umiddelbart afslappede tilgang til projektet, har paradoksalt nok affødt bandets mest internationale udspil til dato.

Endelig er det helt opløftende at høre, hvad der sker, når Kashmir har stævnemøde med et af musikhistoriens største ikoner, David Bowie, og i stedet for at bukke under af ærefrygt, laver et nummer som 'The Cynic'. Det syder og bobler af synergi og gensidig respekt, og man får det indtryk, at begge parter yder 110 procent for at skabe et nummer, der vil blive husket om mange år.