Marie Frank - sød og rar, men ikke så spændende

Marie Frank er efter to succesfulde plader gået en smule i glemmebogen på den danske musikscene, og det kan selvfølgelig have noget at gøre med den unge sangerindes stilskifte fra de poppede, glade sange til mere modne og melankolske stemninger.

Den udmærkede ep 'Swimmingly' søsatte den nye stil, og Marie Franks nye udspil fortsætter ufortrødent i samme spor. Sangene bæres stadig af pæne og poppede melodier, imens indpakningen oftest er lidt mere upoleret. Umiddelbart har pladen heller ikke de samme ørehængere, som for eksempel 'Ancient Pleasures' havde i hobetal, men det gør egentlig ikke noget, for sangene sniger sig i stedet langsomt ind og efterlader en varm og god fornemmelse.

Det helt store problem er dog, at selv om Frank formår at skrive rigtigt varme sange, så bliver det hurtigt forbandet kedeligt, for der mangler dét, der kan løfte sangene fra det behagelige til det insisterende leje. Ikke nødvendigvis mere vildskab - blot mere nerve. Den fremragende 'All Fall Down', hvor Marie Franks stemme nærmest gisper efter luft, tydeliggør med al sin nerve og nærvær, manglen på samme på resten af albummet.

Selv om 'Where the Wind Turns the Skin to Leather' altså er et yderst behageligt kendskab med mange søde sange, så bliver man aldrig for alvor berørt. Tekstmæssigt har Marie Frank dog en masse løjerlige ting at byde på, og linjen »I can't believe I drank your contact lenses« får altså hver gang undertegnede til at trække på smilebåndet.