Mew - kolos på lette fjed

Kunstner Mew	Titel And the Glass Handed Kites
Selskab A:larm	Hent albummet:

Større, stærkere, mørkere. Der er blevet mere af alting på magtdemonstrationen 'And the Glass Handed Kites'. Blev man bjergtaget af den vælde og magt, den danske kvartet foldede ud på 'Frengers', så er det for intet at regne mod det hårdtpumpede monster, Mew slipper fri i denne omgang. Der er velsagtens ikke hørt et større og mere detaljerigt lydbillede på nogen tidligere dansk rock-udgivelse.

Heldigvis er det ikke bare tom teatertorden. Nok er det nye album under producer Michael Beinhorns kyndige overblik ekstremt velproduceret, men også mere dystert og ikke nær så poleret som forgængeren, hvilket bekommer Mew særdeles godt. Kolosser som 'Apocalypso', 'The Zookeeper's Boy' og 'An Envoy to the Open Fields' er monumentale rockhymner, imens 'Special' vel nok er den mest ligefremme og tilgængelige sang, Mew endnu har lavet.

'And the Glass Handed Kites' er mikset så sangene løber ud i hinanden uden pause. Det bidrager stærkt til, at pladen fremstår som en fasttømret enhed, men gavner også de enkelte numre. Eksempelvis virker singlen 'Apocalypso' langt stærkere på albummet end i ensom majestæt.

Jonas Bjerres karakteristiske vokal påtager sig selvfølgelig stadig sin del af opmærksomheden, men det er musikken og de overlegent elegant sammenstykkede kompositioner, der for alvor tager kegler. Bandets rytmesektion er uovertruffen som altid, især Silas Graae brillerer med fabelagtigt varieret trommespil. Og som det også er tilfældet med de eminent snørklede og uigennemskuelige guitar-riffs, der er dejligt svære at orientere sig i, fortaber man sig i dette brillante album.

Mew har lavet deres bedste plade siden mesterværket 'A Triumph for Man' fra 1997. Det er progressiv rock. Det er ambitiøst, prætentiøst og svulmende muskuløst, men stadig med en æterisk og ujordisk skønhed, der gør 'And the Glass Handed Kites' til en kolos på lette fjed.