Elbow - blomsten der blev ved at folde sig ud

Uden nogensinde at have set Elbow-forsanger Guy Garvey i øjnene, har jeg sjældent oplevet en musiker så sympatisk, alene gennem stemmen og musikken. Kender man ikke Elbow fra deres to første albums, så frygt ej. De er ikke et band, der gør en dyd ud af et rockstar-image og hurtige hits, men snarere en del af den sjældne flok af musikere, der sætter deres sange frem for sig selv.

Tidligere er gruppen fejlagtigt blevet holdt op mod Coldplay, men på 'Leaders of the Free World' viser Elbow, at de har mere dybde end Chris Martin & Co. Man kan kalde dem et musikalsk sidestykke til begrebet slow food, for på trods af albummets melodiske riffs er det intelligent poprock, der belønner lytteren for at give sig tid.

Elbow har på deres tredje album formået at ramme en meget fin balance mellem stærke og skrøbelige sange. Sange som førstesinglen 'Forget Myself', 'Station Approach' og titelnummeret er raffinerede himmelråbere, hvis mange lag kan gøre enhver lagkage misundelig. Og så er der pyntet med smukke stille passager som stjerneskuddet 'The Stops.' Et album, der skal regnes blandt de bedste engelske i år, og så endda med fantastiske tekster, som »the streets are full of Goths and Greeks / I haven't seen my mom for weeks«.