Volbeat - skabs-Elvis i metalklæder

Hvis Volbeats forsanger, Michael Poulsen, var født i USA, så tror jeg, der var mere end en god sandsynlighed for, at han ville være at finde blandt Las Vegas' utal af Elvis-impersonatorer. Han har en ting med The King og 60'er rock og det fornemmes tydeligt på Volbeat's uforskammet catchy fusion af metal hardcore og klassisk rock n' roll.

De relativt simple sange bæres af solide grooves, der går lige i hoved, mellemgulv og hofter, og Michael Poulsens melodiøse vokal, der, måske på grund af Elvis-fetischen, er endt med at lyde helt uhyggeligt meget som Keith Caputo fra hedengangne Life of Agony - og det er en rigtigt god ting, hvis du spørger mig.

Selvom det er tung musik, føles mange af numrene som klassiske singleplader fra jukeboxens guldæra. Der bliver ikke spildt særligt meget tid, og hooks'ene falder hurtigt i numre, der sjældent varer over fire minuter. Man kan næsten visualisere læderjakkerne og anderumperne...

Når Volbeat er bedst, som på Pool of Booze', Caroline Leaving' og 'Danny & Lucy (11 pm)', så er der noget helt specielt over de danske drenge og den stemning, de formår at søle deres numre ind i.
Men omvendt er det også en rimeligt begrænset udtryk, som bandet har valgt sig - der er ikke megen stilmæssig variation over pladens 15 numre, og i de numre, hvor melodierne ikke helt fænger, falder det hele lidt til jorden.

Men så kan man jo altid tage de fede numre og lægge dem i mp3-afspilleren, hvilket nok er det tætteste man i dag kommer på den jukebox, sangene virker til at være født til.