Manuskript

At lade musik ledsage digtoplæsning er et gammelkendt koncept, og når det virker, så virker det altså. Tænk bare på hedengangne Dan T. Hvem har ikke siddet og overvejet de åndelige goder ved jobbet som taxachauffør akkompagneret af Halfdan E? Eller hvad med den nysgerrige blaffer-skribent Jack Kerouac, der med bebop i blodet fik prosa og jazz til at gå op i en guddommelig enhed på sine optagelser? For ikke at nævne William S. Borroughs’ og Cobains smertefulde samarbejde.

Århusianske Manuskript forsøger med ‘Digt #1’ at betræde samme krydsfelt, men symbiosen er svær at fornemme gennem de seks (lange!) numre. Digtene er forfattet og fremført af Mirian Due Steffensen, og egentlig er det tekstmæssige ganske tilforladeligt. Det er ikke svær guldalderpoesi, heldigvis, men ret tidssvarende i sin prosaiske behandling af dagligdagen, der byder på alt lige fra cykel- og flystyrt til internationale solsikker og sodavand der stikker i næsen. At hun så reciterer dem uden nævneværdig indsats, det er en helt anden sag. Sjældent har man hørt så uengageret en digter. Og så hjælper det ikke, at køre hverken anden- eller tredjestemme ind over eller klippe det fra hinanden og sætte det sammen igen og hvad ved jeg; det er stadig kedeligt og lugter langt væk af retorisk venstrehåndsarbejde.

Musikken trækker dog opmærksomheden lidt væk fra vokalens manglende pondus. Mændene bag den hedder Jan Brixen og Martin Luckmann og sammen har de skabt et fint og sanseligt udtryk fyldt med nordisk kulde og melankoli, brusende til tider, men oftest minimalistisk og klikkende, som vi kender det fra islandske Múm og forskellige andre dybsindige øboere. Men selvom kompositionen og disponeringen er i høj klasse, så kan musikken ikke bære udgivelsen alene. Den er skabt til at indeholde poesi – og som det ser ud lige nu, så kan Manuskript med fordel sætte en efterlysning op i den lokale digterklub. Eller måske Mirian kunne tage et oplæsningskursus. Flere aftenskoler tilbyder den slags.