Editors - glimt af personlighed

Editors fra England har opdaget firserne ligesom så mange andre af deres kolleger. Selvfølgelig ikke den pang-farvede, puddel-permanentede version af årtiet. Næ, de rigtigt formørkede firsere - altså, de helt spæde af slagsen, der lige fik det sidste af halvfjerdserne med.

Birmingham-gruppens debutalbum er hjemsøgt af Ian Curtis' genfærd og guitarfossiler fra dengang The Edge stadig havde hår. Resultatet er, at 'The Back Room' er en art episk udgave af Joy Divisions lurmærkede dysterhed udstyret med stadionrock-ambitioner á la tidlig U2. Og det er faktisk ikke så tosset endda.

Editors anslår et stykke hen ad vejen samme strenge som flere af deres samtidige i den lettere alternative del af rockverdenen, der ligeledes har set sig skeløjede på firser-årtiet. 'The Back Room' er knap så inciterende og påtrængende som Franz Ferdinand, men overlegen i atmosfære og tvetydighed i forhold til eksempelvis de lovligt letbenede The Killers fra Las Vegas.

Singlerne 'Munich' og 'Blood' er med deres skarpkantede guitarriffs fyrige og kraftfuldt eksekverede sange, men dog tids- og retro-tro i en grad, der godt kan virke lidt overstyret.

Heldigvis kan Editors og den glimrende forsanger Tom Smith også håndtere andre udtryk og temperamenter. Den fine 'Camera' byder på en for albummet ganske atypisk snirklet struktur, mens den drømmende 'Fall' har en melodisk og følelsesmæssig bund, der ligger som en fin kontrast til de mere fartdrevne numre.

Pladens bedste sange 'Fingers in the Factories' og 'Bullets' glemmer med deres skamløst leflende omkvæd og melodihooks alt om coolness og kører i stedet på indignation og overstrømmende næsten naiv musikalsk glæde. Disse sange blotlægger nuancerne i Editors arsenal af virkemidler og viser en modenhed og variation, der vejer godt til i totalbilledet.

'The Back Room' er en god og lovende debut, der afslører, at Editors magter et særegent greb om sagerne, men også, at kvartetten endnu ikke fuldstændigt formår at sætte sit personlige fingeraftryk på et helt album således, at man glemmer alt om fortiden og kun husker Editors.