Dredg - et univers som ingen andre

Jeg var en af de meget få danskere, der købte, dyrkede og elskede amerikanske Dredg's forrige album, 'El Cielo', der i mine øjne var ikke mindre end en genistreg. En opløftende, til tider lettere kryptisk og i sidste ende gudesmuk udforskning af rummet mellem emo, progressiv rock og alternativ tung rock.

Disse grundelementer er tilbage på bandets nye udspil, der igen formår at få sommernætterne til blødt at eksplodere i guitar-nordlys og melodisk støvregn.

Først og fremmest, så lyder Dredg bare ikke som noget andet rockband. En stor del af forklaringen på dette er sanger Gavin Hayes og guitarist Mark Engles, der har et lige så unikt og sublimt sammenspil, som Morrisey og Johnny Marr i sin tid havde. Engles guitarspil undgår de traditionelle rockklicheer og obligatoriske powerchords, og benytter sig istedet af et meget mere fritflydende og svævende udtryk med stor brug af rumklang og delay. Lige så sfærisk er Gavin Hayes flødetykke baryton, distinkte melodiske sans og abstrakte lyriske koncepter - en stemme og tone, man ikke finder mange af i moderne rock.

Dredg har på 'Catch Without Arms' lagt lidt af det abstrakt kunstneriske og psykedeliske i baggrunden til fordel for en mere tilgængelig og mere melodisk sangskrivning. Men de formår stadig at finde frem til dette gåsehudsfremkaldende udtryk, der ligger et sted mellem resigneret melankoli og begejstret, storladen opløftethed.

Min sommer har fundet sit soundtrack.