The Magic Numbers

Det er ikke nogen tilfældighed, at The Magic Numbers for tiden varmer op for navne som Oasis og Brian Wilson, for de kan meget vel blive blive det næste store popnavn. Lyden er glad og frisk, som et smil fra sentressernes glade melodiharmonier, der er blomstret op i en ny kvartet.

Uden at levere en klassiker som ‘Califonia Dreaming’, er det alligevel oplagt at nævne The Mamas & The Pappas. Forsanger Romeo Stodart og trommeslager Sean Gannon mødte hinanden og begyndte at lave musik og vupti – så havde hver mand overtalt deres søster til at synge og spille med – det er sgu da harmoni og good vibrations, som snydt ud af onkel Wilson.

Og netop gode vibrationer, handklaps, melodica og smukke duetter er pladen fyldt med. Det er måske ikke altid den store sangskriverkunst, som Romeo disker op med, så lad være med at hænge dig i mit-knuste-hjerte-teksterne. Nyd i stedet samspillet mellem brødre og søstre, der ikke bruger kræfterne på image og Botox-indsprøjtninger, men lader den gode melodi være i fokus.

I USA har de en betegnelse der hedder AAA – Adult Album Alternative. Det er under denne betegnelse at du finder de pæntpolerede kunstnere som Coldplay, Maroon 5, John Mayor, osv. The Magic Numbers er oplagt til denne kategori, men uden pomaden i håret og det er lige som om at sukkeret ikke på samme måde bliver kvalmt.

Hvis søstrene Stodart & Gannon bliver ved som i en håndfuld af albummets meget flot skårede popsange, anført af singlen ‘Forever Lost’, så bliver de formentlig meget snart fundet af den brede befolkning.

The Magic Numbers. 'The Magic Numbers'. Album. EMI.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af