Sarah Hepburn - hiver stikket hjem

Med et herligt drive kaster 'Hey...ok' sig hovedkuls ud i et charmetogt, der ikke sådan lige lader sig gå ubemærket hen, og dansk-amerikaneren Sarah Hepburns talent får de helt rette rammer at udspille sig inden for. Det er samtidigt også sporet, der indleder den sidste halvdel af albummet, der skæmmes af en lidt for anonym famlen i begyndelsen.

Først på sidste del af pladen stilles en udpræget sans for detaljen til skue, og små, delikate finesser tildeler afslutningen på 'Stars And Haze' et smukt slør af afdæmpet vemod. Særligt de meget Nick Drake'ske 'Lowell Avenue' og 'Last Words' giver anledning til, at gåsehuden indfinder sig, idet Sarah Hepburn med både det følte guitarspil, den behageligt hæse vokal og de sørgmodige harmonier fremstår som en kvindelig pendant til den dystre, britiske folkexcentriker.

Udover den krystalklare reference til den afdøde brite, leger albummet kispus med særligt americanaen, idet både banjo, pedal steel og mundharmonika får lov at boltre sig i ungdommelig kådhed. Materialet holder til en kvalitetsmættet ep, men formår desværre ikke at fastholde lytterens interesse gennem hele albumformatets spilletid. Ærgerligt.