Foo Fighters

Dobbeltalbum er ofte nogle frygteligt ekstravagante skabninger med storladne koncepter og bizarre sangtitler. Men med Foo Fighters er der ikke så meget pis. På ‘In Your Honor’ får du et solidt skrål-med rockalbum til festen på fredag, og et intimt akustisk album til den tømmermandsplagede oprydning dagen efter.

Foo Fighters’ energiske og stærkt melodiske alternative rock er i fin form på rock-delen af ‘In Your Honor’, og numre som ‘Best Of You’ og ‘Free Me’ kan få blodet til at pumpe hurtigere i selv den mest anæmiske lytter. Men samtidig kan man ikke komme udenom, at der her på Foo Fighters’ femte album så småt er ved at gå lidt AC/DC-tomgang i deres sangskrivning, overraskelserne er få og variationen begrænset.

‘In Your Honor’s helt store eksistensberettigelse er den akustiske del, der i sig selv er et sublimt smukt album. I et univers, der blandt andet kommer forbi melankolske singer-songwriter numre og psykedeliske pop-perler, viser Dave Grohl hvor stor en sangskriver og sanger, han egentlig gemmer bag rockfacaden. Man fornemmer, hvordan han nyder at boltre sig uden for Foo Fighters’ stramme formel, og resultatet er ren magi, sirup for sjælen.

Det er et af den slags album, der får dig til at synge med på numre, selvom du ikke rigtigt kan huske andet af teksten end et par løsrevne ord hist og her. Et album, med en sang til enhver følelse du nogensinde har haft.

Foo Fighters. 'In Your Honor'. Album. Sony BMG.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af