The White Stripes - kompromisløs tilgængelighed

Så er de tilbage igen, Jack og Meg White. Tilbage for at rykke lidt ved forestillingen om hvad man må og ikke må i rockverdenen. Og selv om det næsten er forventet af dem efter fire trendsættende albums, der har skabt alt fra single hits til uhåndterlige obskuriteter, så formår de endnu en gang et helstøbt album, der på én gang bevarer den velkendte, beskidte bluesrock og overrasker med sin inviterende tilgængelighed.

'Get Behind Me Satan' er en ekstremernes plade. Når Detroit-duoen rocker er guitaren mere skærende forvrænget og trommerne tungere end tidligere, og Led Zeppelin står som en klarere stjerne på Jacks inspirationshimmel. For eksempel på singlen 'Blue Orchid', hvor Jacks falset finder nye højder, godt skubbet af sted af hans gennemtrængende guitar.

På den anden side, er The White Stripes også mere stille end nogensinde før. Og mens duoen virker mere tilgængelige end tidligere, når bluesen melder sig med mere soul og rytmeforståelse, som på det fængende 'My Doorbell', så er der også stadig tid til den eksperimenterende legeplads, for eksempel når 'The Nurse' starter med klimprende marimba og maracas for pludselig at angribe med skælvende bækkenslag og spastiske guitarvridninger.

På store dele af 'Get Behind Me Satan' har sangskriveren på det nærmeste forvist sin ellers så elskede elguitar. Det har først og fremmest givet plads til pianoet og den akustiske guitar. Og mens Meg traditionen tro banker løs på sit spartanske trommesæt, så gør hun det mere overbevisende end nogensinde, som på 'Red Rain', hvor hendes skinspil fremhæver Jacks vokaler med et tordenvejrs kraft.

I modsætning til tidligere albums, så er dette behageligt nyskabende uden at føle trang til at skilte med det. Det kan nemt blive duoens største kommercielle succes uden at der på nogen måde er gået på kompromis i den minimalistiske legestue.