Stephen Malkmus - en kreativ u-vending

Ikke et ord om Pavement. Og så alligevel. For det er umuligt ikke at sammenligne Malkmus' solo-udgivelser med hans tidligere bedrifter i historiens bedste slacker-rockband. Det er hans tredje forsøg på egne ben, og det vil glæde mange, at det både i stil og kvalitet ligger tættere på Pavement end de to foregående forsøg.

Malkmus har altid med den største lethed rystet melodier ud af sit krøllede skjorteærme, men over de seneste år rykkede han faretruende nær de voksnes rækker. Han kæmmede håret, tæmmede legelysten og uden at bryde hastighedsbegrænsingen, styrede han mod et mere traditionelt rockland. På 'Face the Truth' rykker han heldigvis i håndbremsen, flår i rattet, og u-vendingen bringer ham tilbage i den sprællevende bane, hvor han hører hjemme.

Signatur-skævheden er tilbage, og han hinker ubesværet fra klaverbåret ballade i 'Freeze the Saints', til udsyret langstrakt guitarleg i 'No More Shoes', diskret disco-funk i 'Kindling for the Master' og renblodet rock'n'roll i 'Baby C'mon'. Albummet er optaget i hans private kælder, så han har lagt filen på hylden og ladet knaster være knaster. Der er ingen runde hjørner her, og selv om der måske heller ikke er noget decideret nyt, så er det rart at have slacker-kongen tilbage i form.