Scout Niblett - kantede følelser

Engelske Scout Niblett er en ener. Selv om hun har kvaliteter, der kan sammenlignes med PJ Harvey og Cat Power, så er sangerinden bare sin helt egen. Det tager kun få sekunder at opdage. På sit tredje album leverer hun igen en god blanding af hendes vanvittige, bluesede støjrockkompositioner.

Femten sange på 55 minutter er måske lige i overkanten. Dertil er englænderens stil for kantet. Ofte synger hun nærmest acappella, andre gange er hun akkompagneret af en blid guitar. Og så pludselig. Forvrænget guitar og febrilske trommer. Som et uvarslet tordenvejr buldrer de ind over de stille kompositioner. Som et enpersons The White Stripes.

Mens Scout Niblett har en hungrende og smertende vokal, der mest lyder som Cat Power, så begrænser hendes kundskaber på guitar og trommer sig til de simple riff og beats. Som på 'Safety Pants', hvor hun nærmest uendeligt gentager "Come on, honey, what are you doing to me?" til et ligeså repeterende trommebeat. Men det er også mere stemninger hendes musik handler om. Og dem er hun god til.

Der ligger en ulmende ængstelighed lige under overfladen, der holder den sikkert melankolien selskab. Scout Niblett virker klart frustreret, og det er det, der trods alt gør hendes musik så enerverende oprigtig. Der ligger rene følelser bag. Og de er aldrig langt fra at kravle op til overfladen og på det nærmeste besætte englænderen.

Scout Niblett er ikke til de sarte, men hendes uslebne kanter er absolut prisværdige.