Gravy - det sidste mangler

Gravy er kunstnernavnet for Nikolaj Grummesgaard, der har en fortid i danske The Defectors og Godless Wicked Creeps, men som nu debuterer under eget pseudonym, hjulpet på vej af en håndfuld andre indiedrenge fra bands som PowerSolo, Træning og Sterling.

Den skævvinklede rock og popmusik man finder på 'Gravy' er på mange måder en velkommen tilføjelse til den danske musikscene. Der udgår en stærk legesyge og energi fra pladen, og det er tydeligt at høre, at Grummesgaard har brugt sit private studie til musikalsk tumle- og legeplads.

Denne legesyge, samt en udtalt nysgerrighed efter at gå på jagt i musikhistorien og samle bidder op hist og her, for senere at sætte dem sammen til en helhed, er en af styrkerne ved Gravy. Der er, i hvert fald langt hen ad vejen, noget dejligt forfriskende ved den livlighed og uformelle tilgang til musikken som Grummegaard og hans musikalske kumpaner lægger for dagen. Den kitschede 80'er-pastiche 'Party in the Men's Room' lyder som noget, der kunne gå hen og blive en kult-landeplage sommeren over, og er en fin, ironisk popbagatel i ordets bedste betydning.

Ligesom legesygen og skævheden er kvaliteter ved 'Gravy' er disse bestanddele indimellem også svagheden, når de kommer til at larme og fylde for meget. Man savner da, at Gravy brænder igennem som Gravy og blot hviler i sig selv eller en stemning, og koncentrer sig om det, så man kommer lidt dybere ind under huden på sangen. Det sker i 'Ocean and Sun', der har passager af stor melodisk skønhed, og på pladens bedste nummer 'Do I Feel Free'.

Som helhed mangler 'Gravy' lige det sidste, men i de nævnte sange viser Grummesgaard samtidig, at talentet er der til at kunne gøre projektet Gravy til mere end blot lovende.