Coolsville

Dansksproget poprock har i mange år været underlagt et vist forbehold og det er ikke så mærkeligt. Scenen har været lille og sky, og udtrykket tit vansiret i forsøget på at oversætte udenlandske succesopskrifter til vores gode, gamle kartoffelsprog. Jo, det har været en halvtrist lytteroplevelse, men i de seneste par år har den musikalske jolle heldigvis skiftet kurs, og flere og flere bands har erkendt, at rød grød med fløde faktisk smager ret godt.

Et af dem er gruppen Coolsville, der siden sin deltagelse i DR’s Karrierekanonen 2004 jævnligt har frekventeret øregangene via P3 med numrene ‘Tog til møde’, ‘Brændt af’ og ‘Det gælder’. Nu er debuten på gaden og det er mildt sagt en forfriskende oplevelse. Der er ingen nykker at spore, ingen opstyltet fisefornemhed overhovedet, men til gengæld et væld af kærkommen oprigtighed og sympatiske fortællinger, der med lethed kunne omhandle ens eget liv. Det er nært, nænsomt og påfaldende fængende.

Det adjektivfyldte skulderklap tilfalder nok især frontmanden og guitarist Jonas Breum, der udover at have en fremragende tilgang til sproget også besidder en rigtig god sangstemme. Både når bølgerne går højt og struben må strækkes for at ikke at drukne, men også på det blikstille hav, hvor man må begrænse sig for ikke at bryde den klare overflade. Man kunne ønske sig en større variation i hans frasering, der ofte byder på gengangere numrene imellem og gør det svært at skelne dem fra hinanden.
“Gå før de allersidste går / så du ikke pludselig står tilbage / for noget eller nogen lidt som dig / der har tabt en selskabsleg midt på gulvet,” synger han på ‘Søndag morgen’. Okay, ikke stor, episk poesi, men det er alligevel pudsigt og tankevækkende når det kommer fra Breum.

Men roserne falder ikke for hans fødder kun; uden Paw Eriksen, Morten Dybdahl og Rasmus Valldorf var den ikke gået. Med henholdsvis guitar, bas og trommer/kor spiller de en uundværlig poprock, som til tider sætter sig langt ud over genrebetegnelsens første del og bliver helt progressiv med både tunge, skingre og knækkede sekvenser. Det fungerer godt og trækker det samlede udtryk lidt bort fra det pæne og smilende, som ellers umiddelbart tegner temperamentet.

Coolsville er langt fra landet, det er helt sikkert; gruppen er jo først lettet nu. Men hvilket take-off …