The National

Hvis nogen skulle have glemt det midt i al paranoiaen og krudtrøgen, så findes der noget andet og mere end mastodonten USA, der bare tromler og prædiker alle ned med stålsat blik og fast hånd. Der er et mere forsonligt og personligt Amerika gennemsyret af små hverdagsdramaer, hvor universelle størrelser som sorg, skuffelse, tvivl og glæde udgør det sande evangelium. Det er det landskab som kvintetten The National bevæger sig i på deres tredje fuldlængder ‘Alligator’.

Forsanger Matt Berninger fortæller i ‘Looking for Astronauts’ om sit ‘medium-sized American heart’. Løgner. Han og brødre-parrene Devendorf og Dessner, der udgør resten af The National, har et hjerte på størrelse med det nordamerikanske kontinent. Nogle gange bløder det, nogle gange gør det ikke, men det banker konstant, hvilket udtrykkes elegant, ofte rørende, i detaljerne, stemningerne og harmonierne, der står i kø for at komme til på ‘Alligator’.

Det er ikke store armbevægelser og højt anlagte, følelsesmæssigt drænende bravado-numre, der gør, at The National skiller sig suverænt ud fra massen af grå bands, der ligger og plasker rundt i eller udenfor mainstreamen. Bandets smukke alternative pop og rockmusik, der podes med både mørke undertoner og forsigtig optimisme, er befriet for modeluner og flygtige attituder. The National, og Berninger i særdeleshed, lyder som mennesker, der har dummet sig og slået sig på livet så tilpas mange gange, at de kan opmønstre en solid portion livserfaring. Men det kniber stadig med at hitte ud af det hele, og man tror så sandelig på Berninger, når han synger om hemmelige møder i sin hjernes kælderrum.

‘I’m so sorry for everything’, messer han i ‘Baby We’ll Be Fine’. Det skal du ikke være, min ven, og da slet ikke når det gælder ‘Alligator’. Du og dine kolleger har lavet et fremragende album og en samling sange, der med sit drivende hjerteblod kan lave forstyrrelser i det mest stabile og ligevægtige pumpeværks kardiogram.