M.I.A. - eksotisk og nyskabende
- Jakob Haahr-Pedersen
- 25. april 2005
-
Kunstner M.I.A |
Titel Arular |
Selskab XL Recordingss/Play ground |
|
Der er noget helt galt. Ikke med M.I.A.'s (med fødenavnet Maya Arulpragasam) eksotiske og nyskabende debutalbum 'Arular', men med selve udgangspunktet for en fair anmeldelse.
For her er en plade, hvis materiale skriger på at blive spillet live (eller højt på et skrattende soundsystem) i et lavloftet kælderlokale i London svøbt i rå vægge og røgen fra tusind røgelsespinde. Hvor mængden kan lade sig hypnotisere af den messende stemmeføring og synge med på de slagordsagtige omkvæd spækket med politiske og samfundsbevidste budskaber. Og hvor der sættes kvindeligt ansigt på den smukke stemme, der flirtende smyger sig op ad de rå og kantede computerlyd-beats. Flowsikker rap og sang i en blanding af hiphop, ragga, elektro og pop vil sende den dansende skare i en trancelignende tilstand.
Så betyder det pludselig heller ikke det helt store, at pladens beats lyder meget ens og til tider fremstår irriterende nøgne i deres simpelhed, og at de slangprægede tekster, leveret med tyk accent, kræver sin yderst opmærksomme lytter at forstå til fulde.
'Arular' er en personlig og spændende, men også meget krævende plade, der først i de helt rette omgivelser virkelig vil kunne lykkes til fulde.
Brugerne mener:
Anmeldelser
Live-anmeldelser
Køb i Soundvenue Shop