The Mopeds

Inden for klassisk musik betyder ‘fortissimo’, at man skal spille meget højt, og det er lige hvad svenske The Mopeds har lyst til at man skal gøre med deres nye album af samme navn. Det egner Malmø-boernes tredje fuldlængder sig da også meget godt til. The Mopeds spiller nemlig stadig energifyldt og legende poprock af den slags, der tager en hel hjerne, hvis man rækker den et øre. Det er lige på og frygteligt fængende.

The Mopeds styrke er stadig evnen til at mikse den umiskendelige, glade, svenske pop med mere aggressiv, guitardrevet lo-fi. En evne, der får dem til at lyde af alt fra The Pixies til The Beach Boys. Det er dog i den blødere ende, at svenskerne tager sig bedst ud. Det er her, der er mest plads til og opmærksomhed på Jens Lindgårds ganske finurlige, interessante vokal, og The Mopeds andre små skævheder, som de stemningsskabende horn, korene og baryton saxofonen.

Blandt højdepunkterne er ‘Refused Demo Land’s indædte knallertkapløb mellem den hurtige akustiske guitar og susende elektriske. Og singlen ‘Television Time’, hvis omkvæd summer af sommer og truer med lege kispus med din hjerne et stykke tid fremover. ‘Unbelongings’ forsætter sommerstemningen med de himmelrækkende hornsekvenser, mens ‘Monkey Mercedes’ igen ræser derudaf til lyden af den brummende baryton saxofon motor.

Desværre prøver The Mopeds nogen gange at presse knallerten op i et lidt for højt og hårdt tempo. Et tempo, hvor man mister fornemmelserne for sommerlandskabets detaljer. Det er synd, for det nu en gang de detaljer, der gør det så solrigt specielt og vanvittigt vanedannende.