Dunst

Dunst er ikke en helt almindelig forening. Den består primært af mildest talt en kende outrerede mænd, som godt kan lide andre mænd. Tonen slås meget tydeligt an allerede to minutter efter cd’en er smidt i anlægget, når Dennis Agerblad fortæller; “I am an asshole sniffer”! De friske fyre i foreningen har selv stået for de fleste af numrene, og det bærer udtrykket klart præg af.

De fleste numre flyder ud i én stor pærevælling. Der er variationer over elektro med hårde og meget monotone beats, samt irriterende herrevokaler spændende fra den lyse eksalterede til den mørke (to repræsentanter for disse mødes til gengæld i hed ekstase i det 12. nummer!). Efter at have været udsat for så meget af det samme i en rum tid, længes man næsten tilbage til første nummers uappetitlige tekster, hvor Agerblad proklamerer; “My cock is normal / but if i don’t wash it / for a long, long time / the smell gets very…” Karlekammersnak for viderekomne.

Ensartetheden bliver dog brudt af Johnny Warehouses R’n’b-nummer ‘Just For You’, hvor genrebestemmelsen ‘gangsta-homo-rap’ bedst betegner stilen. Udmeldingen “Suck My Cock” går anderledes finurligt ind, når man tager konteksten i betragtning. Jeg ville i hvert fald betale top-dollar for at se Johnny i en traditionel rap-battle.

Enkelte lyspunkter er at finde i Minimal Martins to velkomponerede minimal techo-numre, i Hairwerks ‘Taboo’, som er electro med glam-rock guitarriffs af Peter Peter (tidl. Sort Sol), og Alexis’ ‘Give Me More’, der er et progressivt house-track med en knap så torterende vokal, sammenstillet med resten af numrene.

‘Odéur’ er lavet af og til en meget lille og meget speciel gruppe mennesker. De har deres egen smag og halleluja for det, men det rykker ikke ved, at størstedelen af produktionerne er så utiltalende at compilation-udgivelsen virker som en øvelse i selviscenesættelse, der ikke rummer noget mere end netop det.