Brendan Benson - poprock er ikke et fyord

Den spinkle Brendan Benson kan ikke være andet end et behageligt bekendtskab. Han pusler alene rundt i sit hjemmestudie i Detroit, en gammel villa proppet med vintage-gear, og indspiller sange om kærlighedens forbandet svære spilleregler. Bensons stemme er blød som en bamse og hans powerpop-solstråler varmer tværs gennem skrøbelig hud og pumpende blod - helt ind til benet.

Hans tredje album sætter dig ikke på nogen prøve overhovedet. Det stryger dig over håret og sætter ord på dine klichefulde kærestesorger, for Benson ved godt, at kærligheden gør ondt. »I didn't sign up for anything like this / I always wind up screwed without a kiss«, synger han til den stygge hjerteknuser. Hvad fanden bilder hun sig ind, når han kaster linier som denne efter hende: »I promise to love you / Never put anybody else above you«. Nej vel?

Man kan pege fingre af Bensons banale tekstunivers, men hans sangskrivertalent fremmaner ærefrygt og er på niveau med åndsfæller som The Beach Boys og Fountains of Wayne. Hvad enten han rocker ud ad landevejen, som på singlen 'Spit It Out', indhyller sig i Phil Spector-lyd på 'The Pledge' eller bare dyrker inderligheden på 'Cold Hands (Warm Heart)' er han så let, rar og pirrende som en sommerbrise. Poprock bør ikke længere være et fyord.