The Radio Dept. - skønhed og tristesse

Når man lytter til The Radio Dept., kan man næsten forestille sig forsanger Johan Duncanson sidde i vindueskarmen i en lejlighed i Malmø, beskuende de provinsagtigt tomme vintergader. Han nyder at se regnen kaste glans over brostenene, så gadebelysningens refleksioner skaber et kunstigt liv i gaderne. Det får ham til at glemme ensomheden og den altid nærværende melankoli. The Radio Dept. er nemlig på samme tid så sviende smukt og magisk melankolsk.

Det har svenskerne været siden debutalbummet 'Lesser Matters', og det er de stadig, selvom stilen er lavet lidt om. Væk er den markante støj fra debuten, og numrene på bandets anden EP siden albummet er klart mere let tilgængelige. Nu drømmer vokal og musik den samme drøm. Og det er stadig en med melankolske fortolkninger.

Melankolien skabes ikke mindst af Duncanson, hvis vokal er stemmernes svar på en svigermors drøm. Med sfærisk ynde kaster han specielt denne ambivalente følelse af skønhed og tristesse over musikken. Bunden lægges af trommeloops, simple guitarriffs samt blød electronica. Det er så smukt, at det gør ondt.

Hvis der absolut skal siges noget negativt om EP'en, er det, at den savner noget af albummets alsidighed. Numrene fremstår noget ens, men det kan sagtens forsvares, når der kun er tale om fem af slagsen.

Det vigtigste er, at folk får øjnene (og ørene) op for svenskernes fantastiske univers. For The Radio Dept. er skønheden selv, med al dens medfølgende smerte.