Lydia Lunch - frokost schmokost

Lydia Lunch begyndte sin karriere i slutningen af 70'erne og fik sin pladedebut på en plade produceret af legendariske Brian Eno. Siden da har hun arbejdet sammen med Gud og hvermand, sådan stort set: Nick Cave, Henry Rollins og Sonic Youth, for nu bare at nævne et par få. Ifølge hendes biografiske materiale har hun, altid med en kritisk, feministisk vinkel, arbejdet med et hav af forskellige genrer, fra 80'errock til avantgardefilm. Og spoken word, altså, som her på "Smoke in the Shadows".

Len del Rio, Tommy Grenas og Nels Cline gør som hovedmænd bag musikken et godt stykke arbejde. I den jazzede lyd, der har sin inspiration fra de sene 40'res og 50'ernes swing, kan man genkende spor af Henry Mancini såvel som pletvise strejf af electronica og Chris Isaak (hør henholdsvis "Lost World" og "Sway"), og alt sammen arbejder det hen mod en urban, mørk noir-stemning.

Imidlertid dominerer Lydia Lunch alt med sin forbløffende tonedøve mangel på musikalitet: En variationsløs, uoriginal, ru kvækken, som tilsyneladende skal gøre det ud for en verdenstræt femme fatale, er mere eller mindre det udtryk, hun præsterer. Hendes sans for rytmik og frasering er dårlig, hendes tekster er værre, og hvad der uden hende kunne have været et musikalsk sjovt billedlandskab, ender som et bedrøvet, bredrøvet forsøg på at være ligesom Billie Holiday - et forsøg, der udelukkende får to pladespillere på grund af de musikere, som albummet igennem heroisk men håbløst kæmper for at bakke hende op.