Dälek
Dälek har siden debuten, ‘Negro Necro, Nekros’, i 1997 konstant bevæget sig ad alternative ruter i hiphoppens landskab i en rastløs søgen efter nye udtryk. Oktopus’ ultratunge beats, meditative gotiske lydflader og MC Dälek’s desperate og sprogligt intense socialt bevidste lyrik har været nøglestenene i deres tidligere materiale, der har anvist andre muligheder for, hvordan hiphop kan lyde.
Men med ‘Absence’ formår gruppen, der fuldbyrdes af DJ Still, næsten at sprænge de traditionelle rammer for hiphop-produktioner ved at skabe et lydbillede, der kombinerer støjrockens sublime formløshed med darkwave-industrial og tyngden fra det tidlige Cypress Hill. Det er både intenst, skurrende, overdådigt og berusende, når man hvirvles ind i de massive lag af distortion, feedback, metailliske klange, scratch og beats, som Dälek til nær perfektion stykker sammen på albummet.
Man hører en klar inspiration fra de tyske elektroniske pionerer, Faust, som Dälek samarbejdede med sidste år på det dystopiske avant-garde værk ‘Derbe, Respect, Alder’. Men det er også tydeligt, at Dälek har lyttet intenst til My Bloody Valentine’s støjrock-mesterværk fra 1992, ‘Loveless’. Albummet præges af de samme flydende, studiemanipulerede guitarflader, som kendetegner ‘Loveless’ og nummeret ‘Ever Somber’ er endda baseret på en kendelig guitarsample fra ‘Come In Alone’ fra samme album.
Derved kan man måske sige, at Dälek har lavet verdens første deciderede ‘støj-hop’-album.
Oktopus skaber med de banebrydende produktioner på ‘Absence’ det perfekte lærred for MC Däleks lyriske penselstrøg. Hans flow er bastant og lettere old school, hvilket passer godt til de lige så momumentale beats, og produktionernes gotiske dysterhed bliver i endnu højere grad potenseret, når MC Dälek med sit sædvanligt høje lix-tal udspyr sine rim om social uretfærdighed, religion, racisme og et samfund, der er på vej mod opløsning.
Der er noget mental guerillakriger over MC Dälek på ‘Absence’, som når han på ‘In Midst of Struggle’ siger: You take sword and I’ll take mic/Words spark revolution at man’s twilight/Words granite/Mic flow irratic/These lyrics from gutter Bricks/Lift mist from mind’s stagnant, og albummet giver næsten per automatik mentale billeder af brændende bygninger mod nattehimlen og gadekampe i storbyens halvt glemte gyder.
Dälek viser med ‘Absence’, at de er en de vigtigste grupper på nutidens musikscene, og det bliver spændende at se, hvilken retning de i fremtiden vil styre deres prægnante lydpoesi.