General Patton vs. The X-ecutioners - generalen og pladevenderne

Den musikalske kamæleon Mike Patton har erklæret krig mod de fire scratch musketerer The X-ecutionerz. En kamp på musikalitet hvor alle kneb gælder. Vokalgeneralen fra west møder pladeartisterne fra øst.

Pladen er lidt af et pionérværk, en skyttegravskrig, hvor der bliver skudt med beats, ekspressiv vokal og fræsende guitarer. Alle 23 numre er højspændte, de fleste er korte og selv de længere numre skifter karakter så ofte, at man ikke rigtig når at følge med. Af og til bliver lytterens tolerancetærskel sat på en prøve, visse passager grænser op til decideret støj, men er dog så korte, at de kun lige nøjagtig skærer i ørene, hvorefter musikken skifter karakter. Lyden er generelt meget rocket, selvom alt hvad der kan kravle og gå under den musikalske sol indrages.

Overordnet set resulterer de mange skift i en meget fragmenteret plade, det fjerner fokuset fra de enkelte numre, hvilket til tider er en skam, da nogle rigtig gode passager kun får tildelt et halvt til et helt minut. Men det bevirker også, at der kommer fokus på pladen i sin helhed og ikke på de enkelte numre.

På 'Joint Special Operations Task Force' har Patton haft den store elektroniske saks fremme og har gjort flittigt brug af en musikalsk klippe/klister teknik. Pladen blander alle mulige genre sammen til en mystisk uhomogen masse, som alligevel bliver homogen i dens uhomogenitet. Men hvad der er pladens force bliver også dens ulempe. Pladen virker som et forsøg på at lave en så ukonventionel plade som muligt og sammen med de mange musikalske stilarter kommer den til at stritte i alle mulige retninger; især hvis man er skolet i den traditionelle vers/omkvæd form, hvor numre varer omkring 3½ minut og har et forholdsvist gennemskueligt udviklingsforløb.

Det er ikke til at sige om, det er musikalsk genialitet, der kendetegner Patton eller den barnlige grådighed og ubeslutsomhed. Mit ejet bud vil nok falde imellem de to. Pattons musikalske nysgerrighed, og fornyelsesiver er interessant at følge og svinger mellem det geniale og det bizarre.

Pladen kunne sagtens beskyldes for at være rodet, støjende og ugennemtænkt, men der ligger nogle gode idéer til grund for samarbejdet mellem Patton og de fire troldmænd. Det er et samarbejde, der vil utrolig meget. Resultatet er en modig og frisk plade, der vil det hele på en gang. Pladen kræver meget af lytteren, ikke mindst tålmodighed og opmærksomhed: Kræs for kendere, støj for sarte sjæle, inspiration for andre, eller hvad man nu vil kalde det: Tag et lyt og døm selv.