Sahara Hotnights

Skulle jeg en dag tilbringe en skoldende varm aften i Sahara, så kunne de fire svenske Hotnights godt snige sig ind på listen over ønskede ledsagere. Men de kunne lige vove på at tage deres instrumenter med. Med dem i hænderne kan de nemlig suge livslysten ud af enhver svedende musikelsker.

Hvis Sahara Hotnights nogensinde har været i besiddelse af rockende originalitet og ungdommeligt drive – som nogen har påstået – så har de i hvert fald mistet det. På trods af deres unge alder, så lyder svenskerne på deres tredje album mest som midaldrende kvinder, der i en identitetskrise forsøger at rocke.

Guitarriffene er trætte, teksterne ligegyldige og vokalen minder mere om noget, der hører hjemme i metervarer-pop. Kort sagt: ‘Kiss & Tell’ er bare endnu et album i mængden af poppet garagerock.

Skiven er en blanding af bandets poppede debutalbum ‘C’mon Let’s Pretend’ og den mere rockede opfølger ‘Jennie Bomb’. En overproduceret sag, der følger devisen uden afvigelser. Det er åbenbart gået tabt på Sahara Hotnights, at garagerock bør handle om flabethed og om at turde. Turde være anderledes.

I et desperat forsøg på positivitet har nummeret ‘Walk on the Wire’ nogle af de aspekter, der ellers savnes på udgivelsen. En god gang tråd, heavy bas og trommetæsk. Det drukner stadig lidt i klap og kor, men, men. Hvis rockguderne så bare gider hviske det i ørene på de fire Hotnights, så kan de måske få lov at tage instrumenterne med til næste ørkenfest.