Fatboy Slim - Velkommen til Palookaville!

For at være helt ærlig har jeg aldrig været den store fan af Fatboy Slim. Det er indiskutabelt, at manden med sin hyperaktive og opklippede bigbeat spredte godt humør på dansegulvet op gennem 1990erne, men i mine ører var det aldrig sådan rigtig interessant.

'Palookaville' er Fatboy Slims første album i fire år, og det lader til, at materialet har haft godt af den forholdsvis lange modningstid. I hvert fald virker 'Palookaville' som et mere gennemført udspil end de letbenede forgængere. En mere social arbejdsproces har også sat sine spor på det nye album.

Dette kommer konkret til udtryk ved en række velvalgte gæster, som på forskellig vis bidrager med inputs. Lateef fra Blackalicious medvirker på både 'Wonderful Night' og 'The Journey', og Damon Albarn er behjælpelig på 'Put It Back together'. Denne flittige og mere raffinerede brug af vokaler bidrager til et mere nuanceret udtryk og en stærkere melodisk karakter. Og selvom Fatboy Slim kan det hele selv, så giver det albummet et mere dynamisk og organisk udtryk, at han har åbnet dørene til sit hjemmestudie i Brighton.

Det virker som om, Fatboy Slims arbejde som producer på Blurs seneste udspil 'Think Tank' har spillet en central rolle. 'Put It Back together', som har Damon Albarn på vokal, er et af albummets bedste numre. På et gyngende groove synger Albarn på en gang søvnigt og nærværende, og nummeret er et eksempel på, hvordan Fatboy Slim får det optimale ud af sine gæster.

Nummeret 'North West Three', som indeholder et sample fra John og Beverly Martyns folk-klassiker 'Primrose Hill', er også blandt albummets stærke kort. Første single 'Slash Dot Dash' kunne jeg dog godt undvære, men den vil sikkert være et højdepunkt for de mest reaktionære Fatboy Slim fans. På mig virker nummeret mere som et kalkuleret valg end en kvalitetsmæssig prioritering.

Selvom meget er anderledes på 'Palookaville' i forhold til de tidligere Fatboy Slim udgivelser, så er der naturligvis også mange klassiske Fatboy Slim signaturer. Der bliver således stadig klippet og klistret til den store guldmedalje, men denne gang er 'patchworket' bare lidt mere vellykket.

Som en slags modreaktion på sit ry som euforisk festabe har Fatboy Slim begået et udmærket album med mange interessante facetter. Der er formentlig ikke tale om en nyklassiker, men en kvalitetsmæssig opdatering af det efterhånden tyndslidte bigbeat image.