Halph - til den store stygge glemmebog

Mens vennerne Camilla Munck og Moogie Johnson fra Wynona har holdt gearstangen i femte position og er fortsat ud ad den sagte landevej, har bassisten Thomas Nygaard skiftet til tredje med sit nye projekt Halph. Dybsindigheden har han taget med sig, men det er tydeligt, at Nygaard gennem tiden har haft et mere eksperimenterende syn på følelsesregisteret, som først er blevet forløst nu i selskab med jazz-trommeslageren Karsten Bagge.

Men det er en besynderlig forløsning. Præcis hvad Nygaard har forestillet sig med 'Answering Machines' forekommer gennem de ti numre at være komplet uklart. Og selvom han endelig har fået lov til at balancere rundt på de skråtskårne kanter, han aldrig fik lov at vakle på i hverken Pluto eller Wynona, er resultatet mere deprimerende end interessant.

Mødet mellem afsporet dekadence-rock, luskede jazz-trommer og en vokal, der minder mere om spoken word end sang, er ved første ørekast spændende, men når spændingskurven aldrig topper, er kedsomheden lige så insisterende som en tigger på hovedbanegården.

Det stilfærdige nummer 'No Fear' er et af de få lyspunkter på 'Answering Machines'. Her viser det sig faktisk, at Nygaards vokal kan arbejde mere melodisk, end det er tilfældet på resten af albummet, hvor det nærmest virker som om, han er ræd for at give los. På fremtidige udgivelser fra Halph kunne d'herrer Nygaard og Bagge med fordel betragte 'No Fear' som et stilmæssigt parameter - det er unægteligt her, styrken befinder sig.

For som det ser ud nu vil Halph ikke markere sig i andet end den store stygge glemmebog - uanset hvor dybsindig og nærværende poesien er.