Paul Weller - mest bras

Paul Weller betegnes flere steder som en af de mest betydningsfulde sangskrivere, der er kommet ud af sen-halvfjersernes punk- og new wave-bevægelse, og med gamle numre som 'You do Something to Me' og 'That's Entertainment' (sidstnævnte er sågar blevet genindspillet af selveste Morrissey), kan man godt være tilbøjelig til at give dem medhold. Det var derfor med umådelig skuffelse, jeg konstaterede, at Wellers nye album udelukkende indeholder covernumre, og det tilmed er en bizar og uhomogen blanding af klassikere og ukendte numre.

Flere af numrene er fortolkninger af aldrende soul-, funk- og r&b-numre, der bare ikke fænger. Den bedste af disse er fortolkningen af Sister Sledge' 'Thinking of You', der lige når op på middelmådig. Derudover har han haft fat i Carpenters' 'Close to You', som har har gjort så storladne og oppustet, så jeg tror, end ikke Phil Spector ville kunne følge med.

Vennerne fra Oasis har fået ødelagt b-siden 'One Way Road' i en fæl jazz-version, og Bob Dylans 'All Along the Watchtower' er han såmænd sluppet meget hæderligt fra, på trods af den er blevet trukket ud til noget nær dobbelt længde af originalen og tilsat et kor af soulsangerinder.

Albummets to højdepunkter er klart den irske folkesang 'Black is the Colour' og den canadiske singer/songwriter Gordon Lightfoots 'Early Morning Rain', der adskiller sig fra resten ved at være mere minimalistiske og stemningsfulde og minde mere om Paul Weller, når han er bedst. Men opvejer overhovedet ikke alt det bras, der ellers er på albummet.