The Killers - morderligt pænt

Hvad kan man rimeligvis forvente af et ungt nyt band, hvis kontrafejer just nu smykker alverdens rockmagasiner, og som hypes af mastodonter som Rolling Stone, Q Magazine og NME? Tja, hvad med lidt frækhed, opfindsomhed og lidt go' gammeldags ungdommelig trodsighed og musikalsk ambition - eller i det mindste bare en af delene.

Spørgsmålet er så om The Killers leverer varen? 'Hot Fuss' starter sådan set yderst lovende. Åbningsnummeret 'Jenny Was A Friend Of Mine' er en indtagende Interpol-light-sag med en eminent basgang, der kommer fint ud over stepperne. Men resten af albummet bortset fra et par undtagelser holder ikke samme niveau og er ganske enkelt alt andet end uforglemmeligt.

The Killers er inspirerede af britisk 80'er-New Wave og melodramatisk New Romanticism og leverer da også pligtskyldigt en stiløvelse i pæne og nydelige synthezeiser-figurer og små-dunkle stemninger tilsat mundrette omkvæd og energiske guitarer.

Helheden fremstår desværre noget behagesyg og fersk uden egentlig nerve og kant. Lyspunkter ud over den første skæring er den storslåede 'Believe Me Natalie' og den kitschede 'All These Things That I've Done', hvor det faktisk lyder til, at bandet har noget at byde på og tegner uden for skabelonen. Men generelt kan det ikke rykke ved, at The Killers - for at blive i bandets egen terminologi - er morderligt pæne fremfor drabeligt interessante.