Ed Harcourt - elskov og fondue

Det er de færreste, der ikke har været der. Midt i de flydende første måneder i en nyforelskelse. Vognlæs af inspiration, undren og opdagelse bliver på meget kort tid kørt fra den ene person til den anden, begge med naivt åbne øjne, og ingen kan tilsyneladende få nok. I lige præcis den tilstand skrev Ed Harcourt de fleste af sangene til sit tredje album, 'Strangers'.

Måske er det derfor, det er svært at høre, hvorfor Harcourt ofte bliver udnævnt til den nye Tom Waits. Lykken er åbenbart for svær at gemme væk - også selvom man tager langt op i Sverige, kører endnu længere ud i en skov og indspiller sit album dér.

Helt derinde i skoven definerede Ed Harcourt, hvordan fonduegrydens bobler lyder, når Jeff Buckley, Bono og Elvis Costello hver især stikker deres musikalske gafler i olien. For fondue er netop hvad albumet er. Ikke for ordinært, ikke for udskejet og af og til alt for kedeligt at sidde og vente på. Men når numre som 'Let Love Not Weigh Me Down' og titelnummeret 'Strangers' dukker op, er det bare om at få det indenbords. Så revolution er det ikke, men heller ingen ubehagelig fondueaften, hvis det endelig skulle være. Og det skal det jo af og til.