The Bees

Nej, du er ikke faldet i søvn foran tossekassen, der i mellemtiden er påbegyndt et endeløst inferno af halvfjerdser-detektivserier til langt ud i de sene nattetimer. Men det er meget nærliggende at tro, hvis du af en eller anden grund skulle være vågnet med et spjæt under ‘The Russian’, der med sine trenchcoat-tykke orgelbredsider, sit lumre beat og sine spændstige messingblæsere uden problemer får dig til at visualisere en purung Harry Callahan, der udspørger folk om dagens lykkeniveau.

Albummet fører sig frem som et letbenet festfyrværkeri, der aldrig synes at stivne i kalkuleret 60’er- og 70’er-dyrkelse. På rosinen i pølseenden, ‘This Is the Land’, er The Bees måske det nærmeste, man kommer de psykedeliske prog-rockere Yes, uden at der er kemikalier inde i billedet. Med andre ord en skæring, hvor det, der kunne være Yes’ sprøde og højtragende udtryk, er presset ind i en smidig popskabelon, der undfanger et øjeblik af mageløs skønhed.

En sang, der på optimal vis afslutter The Bees’ 45-minutters overlegne eksercits i spilleglæde. The Bees nåede at få en Mercury-nominering for deres debut ‘Sunshine Hit Me’, men med ‘Free the Bees’ burde prisen stå og samle støv på kaminhylden i et hus på Isle of Wight inden årets udgang.