Blonde Redhead - den smukkeste sommerfugl

Blonde Redhead lavede engang støjende art-rock på den både irriterende og fascinerende måde. Kunstnere var de, med passende base i New York og endda med medlemmer fra fashionable Anden Verdenskrigs-skurkenationer som Tyskland og Japan. Masser af feinschmeckere tog deres huggende guitarer, dissonans og skingre lillepige-skrig til sig, imens lige så mange afskrev dem som Sonic Youth-bastarder uden selvstændig identitet.

Men allerede på deres forrige album, 'Melody of Certain Damaged Lemons', tog Blonde Redhead bevidste skridt mod en mere afrundet lyd, og med 'Misery Is a Butterfly' har de begået et opslugende og overvældende opus. De kan ikke længere afskrives.

Aggressivitet er afløst af sensitivitet. Strubebidende larm erstattet af omsorgsfulde og pompøse melodier. Blonde Redhead er stadig et rockband, men produktionen er nu enormt omfattende og inddrager både blide vinde fra strygere og keyboards og små pirrende klavertemaer.

Lyden er stor. Nogle gange noget nær for stor. Scenisk, malerisk, filmisk - billedskabende i en næsten anmasende grad. Men smukke er billederne. Kazu Makinos spinkle stemme er den fjerlette sommerfugl, der flakser gennem den stjerneklare nat højt, højt oppe på himlen. Så højt at verdens kaos kun høres rungende i det fjerne, som dommedagskanoner hvis beroligende puls fuldstændig misvisende camouflerer virkelighedens smerte.

'Elephant Woman' åbner pladen storladent og selvsikkert, og herefter inddrages man i en æterisk affære, der runder det balladelignede i 'Anticipation' såvel som det mere hypnotiserende rockende i 'Falling Man', hvor Amedeo Paces svagt forvrængede vokal formidler mere følelse end ordene selv. Blonde Redheads rytmiske fundament er blevet mere monotont, men det har givet melodierne ro til udfolde sig som den smukkeste sommerfugl. Må insektet bestøve den ganske verden.