Swan Lee

Letflydende kærlighedsviser, der ikke viser Swan Lee i en position som gamblere, udgør hovedbestanddelen på denne selvbetitlede opfølger til ‘Enter’. PR-arbejdet forud for udgivelsen har været intenst, og man sidder med den paradoksale fornemmelese af at vide, hvordan albummet vil lyde, allerede før det er blevet gennemlyttet.

Pernille Rosendahl har spillet på alle tangenter, når det gælder selviscenesættelsen som rockdiva, og albummet bærer mest af alt præg af en nøje kalkuleret dosering af poppede rockbider, der spindes sammen af Rosendahls blide og tuttenuttede stemme.

Der er dog stunder hvor stemningen bryder ud af den stive lydkoreografi, som på den americana-slæntrende åbner ‘Bring Me Back’, eller når pedal-steel’en får frit spil på ‘Lord Knows, I Can Be Strong’. Den charmerende frækkert ‘I Don’t Mind’, som fortjent har fået en del airplay på radiostationerne viser også et Swan Lee, når de er mest interessante – men det skal ses i lyset af, at de lyder som norske Briskeby i 2000, da de kom med deres fremragende debut ‘Jeans For Onassis’ og gjorde alt forarbejdet.

Swan Lee har klart en styrke i at kunne levere et pletfrit og poleret udtryk, men samtidigt har det også den uheldige effekt, at det grums, der kunne sætte sig fast i hukommelsens konstant drejende tandhjul, er noget nær ikke-eksisterende.