Thomas Dybdahl - al den følsomhed

Så følsomt, så følsomt. Norske Thomas Dybdahl synger de store gennemfølte ballader, der alle bløder i mistet kærlighed og odde til midtpunktet for Dybdahls opmærksomhed. Det er vist en kvinde, der som sangen, hedder 'Cecilia'. Lad os håbe hun er al den smerte værd.

Simon og Garfunkels halvfjerdser-romantik spøger fra start til slut på 'Stray Dogs'. De akustiske guitarer blander sig med en rigtig western pedalsteel-guitar, så man ser Thomas Dybdahl sidde og spille i solnedgangen, imens hans brune øjne følsomt forfører den dejligste kvinde på jorden. Sikkert hende Cecilia.

Sangene på 'Stray Dogs' har ikke et liv hver for sig, der gør, at man føler man har været i selskab med mere end én enkelt sang, når pladens 11 sange er slut. Det er da ærgeligt, og måske kunne Dybdahl havde nøjes med en EP i denne omgang.

Guder skal vide, at undertegnede ligsom Dybdahl er et følsomt gemyt. Og indrømmet skal det være, at de store følsomme ballader ligger tæt på hjertet. 'Stray Dogs' mangler bare den snært af nuancer og desperation, der findes i de gode ballader. Den snært der gør, at man føler mennesket bag de følsomme udladninger.