The Kind of Bitter

Københavnske The Kind of Bitter, pladedebuter med lyden af mænd med smerter i livet. Det har jo været brændstof til mange store album gennem tiderne, og ‘Regrets’ er da også en smuk og nærværende samling sange.

Efter sigende indspillet med sunde mængder rødvin i blodet, og netop til eftertænksomme rødvinsaftener, er The Kind of Bitter som skabt til underlægning. Sangene er alle både følsomme og smukke, og så er alt jo som det skal være. Eller?

Desværre bliver man ret hurtigt bekendt med sangene. De træder ikke rigtigt frem som selvstændige øjeblikke, og de simple sange med store ekkoer af Neil Young i både melodier og produktion, mister noget af den første facination efter et par gennemlytninger.
Undtagelser er ‘Fortress’ og ‘Remind Me’, der begge har mere selvstændig karakter over sig.

At Neil Evigung har været en del af drinksene for The Kind of Bitter, vidner coverversionen af Womack & Womack discoklassikeren ‘Teardrops’ om. Med dens åbne guitarspil og feedback er den næsten spillet mere Young’sk, end Crazy Horse ville havde gjort. Og selvom det er flot, så undrer det lidt.

The Kind of Bitter er traditionel indierock, der som så mange andre bands før dem har lånt af den klassiske rock-følsomhed, der altid rammer nogle stærke følelser i lytteren. Og det gør The Kind of Bitter smukt, men uden at bidrage med ny bitterhed til alle vi andre mørkemænd.