Diefenbach - post-postrock med pondus

To år efter deres gennemførte men lidt kedelige selvbetitlede albumdebut har drengene i Diefenbach fået nok af blot at fucke rundt i langstrakte postrock-forløb. Nu vil de også rocke og danse. Deres andet udspil, 'Run Trip Fall', åbner med 'Dada Vader', der looper et faretruende rocket riff. Lytterens nakkemuskulatur sættes umiddelbart og uundgåeligt i bevægelse, og hovedet nikker, som havde det et eget rytmisk alter ego. Diefenbach har genopfundet sig selv - deres udtryk, om end stadig repetitivt, er nu mere varieret og meget sjovere at lægge ører til.

Den københavnske kvintet er tydeligt fuld af eventyrlyst, og musikken kan følgelig skifte karakter pludseligt og halvvejs gennem et nummer. Som i den afdæmpede 'Do As You Please', der med ét forvandles til et ulmende rytmisk bæst, der kunne være født af Speaker Bite Me. Og ligeledes i den electro-rockende 'Camouflage', som sluttelig glider over i en art hypnotiserende dance. Nyt og usædvanligt i denne postrock-sammenhæng er også vokalarbejdets fremtrædende rolle. Der arbejdes med små vokalharmonier, som sideordnes med de andre instrumenter og nogle steder endda begrænses til en ordløs nynnen. Det fungerer fint og skaber mere liv i Diefenbach's tidligere lidt kuldslåede lyd.

Albummets ti numre er indspillet og produceret over en periode på næsten to år, og den lange tilblivelsesproces er sikkert også grunden til det spraglede og spændende lydbillede. Keyboardets kunstige klange smelter sammen med tætte beats, sfærisk My Bloody Valentine-guitarstøj og poppede vokalstumper. 'Run Trip Fall' er forunderlig, frisk og fornyende på sine bedste steder. Albummets mindre heldige skæringer er et par tørre postrock-pindemadder, der lugter for meget af Tortoise og bare langsomt slæber sig frem mod et usynligt mål. Men skubber man dem til side, står man tilbage med en rigt facetteret anretning af post-postrock, som smager efter mere.